Ankommet til Addis

Så blev det endelig tid til at rejse ud i den store verden, og må indrømme at det nærmest først var selve dagen for afgang, at det rigtig gik op for mig. Med et spækket følelsesregister drog jeg til lufthavnen med familien i god tid til bagage-drop og så der var tid til at få en kop varmt at drikke og en sludder med tre dejlige veninder, som var dukket op for at sige farvel til mig.

Jeg var inden afgang ikke nervøs eller bange for at komme derned, og var faktisk overraskende rolig over den forestående (kæmpe) ændring i min dagligdag – mest af alt måske fordi jeg generelt har så mange planer, at jeg ikke rigtig har haft tid til at forstå, hvad jeg reelt stod overfor. Så ikke overraskende tog følelserne overhånd da jeg stod i lufthavnen med mine kære og ikke mindst da flyet omsider lettede.

 

Lufthavnsmareridtet

Jeg ankom til Addis Ababa tideligt mandag morgen kl. 6. men tog cirka 1,5 time om at komme igennem visa-kontoret og ud – og så fik jeg kun et turist visum, som skal forlænges til et arbejdsvisum senere (note til mig – husk det nu!!).

Da jeg kom ud gennem de fermøse døre stod der kun ganske få folk med sedler med navne på, og mit var ikke et af dem. Jeg gik lidt rundt i indgangsområdet, og fandt en ACT så jeg kunne hive nogle lokale penge ud. Den gik selvfølgelig i stå mit i min transaktion, så ingen penge til mig.

Tilbage til udgangsområdet, hvor en venlig sjæl spurgte, hvem der skulle hente mig. Jeg havde selvfølgelig kun hans nummer på min mail (dumme Jas, for der er ingen internet dernede), så han kunne ikke engang ringe til ham for mig. Han anbefalede mig at gå udenfor, hvor der tit stod folk ved taxaerne. Jeg går igennem skydedørene, men der er ikke rigtig nogen derude, så vil gå tilbage igen, da en vagt stopper mig og siger at det er forbudt. Uden net, penge eller et mobilnummer, stod jeg nu uden for lufthavnen, og var næsten på gråden rand, da jeg følte mig helt fortabt og uden nogen omkring mig til at hjælpe. Jeg gik ned af en lang lampe og igennem noget beplantning, hvor jeg kunne se ned på en parkeringsplads. Her var der en masse mennesker, og da jeg endelig kom derned, fandt Kumalachew (min kontaktperson) mig – heldigt for jeg kunne på ingen måde selv gennemskue hans skilt med mit kuglepinds-navn på 10 meters afstand. I aner ikker hvor lettede jeg var, da jeg hørte ham råbe mit navn!

 

Hej slum!

Kumalachew kørte mig til mit nye hjem som ligger nord for byen, tæt ved den amerikanske ambassade, i et slumkvarter. Et af de bedre slumkvarter har jeg fået fortalt! Så mine aner om at skulle bo meget lokalt var altså helt rigtige. Jeg bor i et hovedhus, som ligger på en grund med en stor port ud mod ”gaden”. Hele vejen rundt om huset ud mod skel ligger 10-20 bitte små studenterboligere, som mest af alt ligner små skure. De er få kvadratmeter og "møbleret" med en madrasse og måske et bord, så vidt jeg kunne se ind. I hovedhuset har jeg mit eget værelse med eget toilet/bad og et køkken/et rum med en håndvaske, et bord og et køleskab, som allerede er gået i stykker. Det er SINDSYGT primitiv, lidt som jeg havde frygtet.

Der ingen vand er i vandhanerne, så i stedet står der en tønde med vand i hhv. køkkenet og på badeværelset. Jeg har sandsynligvis en lille fordel af, at jeg også har været meget opmærksom på vandspild hjemme i Dk, men det er jo ingenting i fht. dette. Jeg bader f.eks. i 2 store kopper/bøtter (koldt) vand og ligeledes vasker op i kold vand, en bøtte vand af gangen.  

På værelset er der en seng med madrasse, et sengebord, et skab til bøjler (men uden bøjler), et bord med stol og et spejl-bord. I køkkenet er der ud over det tidligere nævnte 2 kopper, 2 glas, 2 tallerkener, 2 små skeer, 2 gafler og en bakke. No shit, nothing else! Så jeg var på markedet for at købe lidt ind med Kumalachew: en kasserolle, en pande, 5 bøtter, et kogeblus og en elkedel. Jeg priser mig lykkelig for at jeg tog min lille urtekniv med, selvom jeg egentlig synes at det var lidt fjollet da jeg pakkede den ned. Så det er altså ikke let at lave mad kan jeg hilse og sige. Hvordan skal man f.eks. hak grønsager, rist brød, røre rundt i gryden eller som i morges; vende bananpandekagerne? Det måtte jeg gøre med en gaffel – de ”pandekager” lignede på ingen måde en pandekage, da de var færdige. 

Det med mad er en stor udfordring. Man kan kun købe meget få ting i de lokale små købmænd (æg, vand, olie, salt, pasta mm), så man skal være kreativ, især med de få værktøjer jeg har til rådighed i køkkenet. Til frokost skal man derfor ud i gademiljøet og finde noget mad, og til morgenmad, har jeg forsøgt med havregryn med mælk (mælken er ikke go og havregrynen er medbragt) og med banan og æg-”pandekager” i morges, fordi køleskabet havde frossen min mælk. Men der er kun gået få dage, så jeg finder forhåbentlig snart en rytme, og lærer noget af det lokale sprog, så jeg kan kommunikere med min lokale købmand:)

 

 

Fy, fy!!

Jeg har allerede løbet ind i en del ”ballade”, fordi jeg bare ikke kan finde ud af at gebærde mig korrekt hernede. Men jeg er en quicklearner, så forhåbentlig aftager det med tiden. Ud over vagten i lufthavenen som blev ret sur, da jeg eksisterede på at komme tilbage ind i indgangshallen, så stødte jeg også på andre problemer ved den amerikanske ambassade samme aften.

Jeg var ude og gå en tur og kom forbi ambassaden, som er meget vulgær med monstrøse bygninger og finklippede grønne græsplæner, der på ingen måde ”falder ind” i området. Jeg tog et billede fra den anden side af vejen, da en forbipasserende sagde at det skulle jeg passe på med, for det var ulovligt. Pakkede pænt min mobil væk og gik videre.. direkte ind i en meget stor og sur vagt som straks bad om min mobil. Lidt skrækslagen overfor hans fremtoning, gjorde det det ikke bedre da han beordrede mig over vejen til deres base og kaldte på han chef. Han kom gående ud fra deres konto, og da han tog hænderne om på bagsiden af hans bælte, overvejede jeg et kort overblik, hvordan det mon ville være at komme i håndjern.

Han var heldigvis knap så frygtindgydende som den første vagt, men dog skulle han have min mobil, slette billedet og registrere mig med mit ID-kort (sygesikring). Mens han tog mine ting og gik tilbage til kontoret blev jeg beordret til at gå frem og tilbage foran ambassaden (man måtte ikke stå stille!) En anden vagt fra den anden side kaldte mig hen og ville høre, hvad jeg lavede. Han var flink, men kom til at sige dumme ting som ”ville bare tage et billede og sende hjem” (det må man ikke, og pludselig troede han at jeg HAVDE sendt det afsted) og ” jeg skal arbejde her, man har kun et turist-visa” (heller ikke smart). Jeg blev kaldt tilbage til chefen, som ville have mine pas-oplysninger, som jeg heldigvis havde på min mobil på et billede. Så gik han tilbage til kontoret og jeg skulle gå en tur over på den anden side af ambassaden, hvor en anden vagt spurgte mig, hvad jeg havde lavet. Efter 20-25 min. fik jeg lov at gå.

I dag kastede jeg mig også ud i lidt forskelligt. Jeg blev gelejet ud af en biblioteksforhal af en vagt fordi jeg snakkede i telefon (troede kun det var på læsesalene man ikke måtte snakke i telefon), en anden vagt stoppede mig fordi jeg gik ind af en ”udgangs”-port til universitetet og på et andet fakultet fandt jeg endelig en computer jeg kunne låne, men ups det var chefens plads jeg havde sat mig på, så der blev jeg også pænt smidt væk.

You live, you learn!

 

 

Add comment


Security code
Refresh

Joomla templates by a4joomla